Temamødet i november indeholdt en kort spadseretur fra klubhuset og til en af de store haller som rummer Dragør Bådeværft.
Her fortalte Dirch Petersen, værftets ejer i 3. generation, om de aktuelle opgaver, som siden værftets udflytning til de nye lokaliteter, er vokset i betydeligt omfang. Værftet beskæftiger 17 personer inkl. en del lærlinge og der er arbejde til dem hele året.
De mange fremmødte medlemmer fik et interessant indblik i de mange forskelligartede opgaver.
Selvom de fleste af medlemmerne sejler i glasfiberfartøjer, så var det Christian X’s 10 m lystyacht, der fik de flestes opmærksom. I sommeren 2024 havde værftet afleveret den til ejeren, du nu igen sendte skibet til Dragør – ikke for at klage, som Dirch sagde med et smil, men for at foretage yderligere forbedringer.
Efter det interessante besøg på værftet samledes deltagerne igen i klubhuset, hvor Dirch fortalte om hvordan han – udover ledelsen af værftet – er aktiv i uddannelsen af lærlinge og i brancheforeningen.
Tak til Dirch for en spændende og lærerig temaaften.