Her er Mary-Anns medrivende beretning om et liv som sejler.

I stedet for toilettaske og smykker, som de andre piger fik, havde min far skrevet min ønskeseddel, så jeg fik en redningsvest, hækflag og et kompas.

Nogle fødes med blåt blod i årerne, andre med saltvand. Til de sidste hører jeg.

Jeg var ikke mere end 3-4 år gammel, da jeg sejlede med i min fars gamle kutter Hanne i Sejlforeningen Enighed, beliggende i Københavns Sydhavn. Jeg husker ikke meget fra den tid, men få år senere, i starten af halvtredserne, byggede min far en optimistjolle til min bror og mig i fyrkælderen til den store ejendom på Mozarts Plads, hvor vi boede. Min mor syede sejlene af min fars gamle bomuldssejl og farvede dem lyseblå i vaskekælderens gruekedel. Kønne var de ikke, og jeg kom aldrig til at holde af at sejle i Pluto, vores optimistjolle. Der var ikke andre optimistsejlere i sejlklubben, og havde vi den med på sommerferie, blev min bror og jeg drillet i de små havne, som vi kom frem til. Det var et badekar, sagde de andre unger. Men jolletypen var også ny og anderledes dengang.

Jeg ville derfor meget hellere gå til dans, spejder eller håndbold som de andre piger fra klassen, men det syntes min far ikke om. En aften klagede jeg min nød til min mor, for jeg ville så gerne gå til noget. Hun bearbejdede derfor min far, og få dage efter blev jeg proponeret som medlem af juniorafdelingen i KDY. Jeg blev ikke spurgt, om det var det jeg ville, for det ville far. Jeg skulle have en god og sund fritidsinteresse, selvom jeg ikke anede hvad KDY var.

Fra Sydhavnen til Skovshoved – der er langt!

Nu startede så 2 sæsoners trængsler. Jeg var bare 12 år, kom fra Sydhavnen og kendte ikke et øje i Skovshoved. Det var et helt andet miljø, hvor jeg mødte op i de holmensbenklæder, som efter forskrifterne hørte sig til, samt en pæn blå hjemmestrikket bluse og gummisko. Det var bare yt med de bukser, de andre bar Wrangler cowboybukser og blå vaflede sømandssweaters. Mine bukser kradsede, så jeg kiggede med lange øjne efter de smarte cowboybukser.

Hver tirsdag tog jeg sporvognen og S-toget til Ordrup station og gik ned til Skovshoved havn, hvor jeg blev oplyst om, hvilken juniorbåd jeg skulle være ombord på. Dernæst fik jeg besked på at holde fokkeskødet, hvilket jeg gjorde i 2 sæsoner. Der var ingen yderligere læring med hensyn til sejlads, udover betydningen af ordren “ klar at vende, læ.” I vintersæsonen mødte jeg op på en nærliggende skole, lærte lidt navigation, som nu ikke interesserede mig særligt, jeg havde som 12-årig svært ved at forstå nytteværdien af misvisning og deviation. Knudelæren og tovværksarbejdet var derimod både sjovt og nyttigt, så jeg modtog en fin lille sølvting for den knobstavle, jeg lavede.

Efter de 2 sæsoner ville jeg ikke mere, jeg var nu blevet 14 år og nærmere mig hastigt konfirmationen. Det var i 1960, hvor det var moderne med en konfirmationsrejse efter den store fest. Jeg fik ikke en stor fest eller en rejse, men en juniorbåd. Ikke at jeg havde ønsket mig en juniorbåd, men min far ønskede mig stadig en god og sund fritidsinteresse, så han købte J 3 til en pris af 1200 kr. til mig. I stedet for toilettaske og smykker, som de andre piger fik, havde min far skrevet min ønskeseddel, så jeg fik en redningsvest, hækflag og et kompas.

Nu begyndte mit liv som kølbådssejler.

I sejlklubben Enighed var jeg på hjemmebane som barnefødt i klubben, jeg kendte miljøet og de andre klubmedlemmer. Her følte jeg mig tryg.

Efteråret og vinteren 1960/61 var jeg på havnen hver weekend, undtagen den søndag jeg blev konfirmeret og i julen. Der var meget at gøre, for båden var gammel, fra 1928, og så noget anderledes ud end de juniorbåde, jeg hidtil havde haft kendskab til. Der var en kahyt med 2 døre, skydekappe og koøjer. På en tegning fra 1947 i bogen HVIDE SEJL ses en tegning af en juniorbåd med netop skot og døre. Alt dette fjernede min far dog fra min båd, mens jeg fjernede alt den gamle maling indenbords som udenbords. Et hårdt arbejde i vinterkulden, men da den nye sejlsæson startede, var J 3 ”SPRØJT,” klar til at komme i vandet med nye karme, ruf, dørk og tofter. Båden blev malet mørkeblå som min fars folkebåd.

Et par år senere måtte vi gøre noget ved de lange vindskørner, som J 3 havde i de 2 øverste bord på bagbord side. Min far har altid været til smarte alternative løsninger og i stedet for at skifte bordene ud, som havde været det rigtigste at gøre, plastrede vi Samcolastic på det afrensede træ. Denne hurtige løsning holdt min tid ud som ejer af båden.

Som gammel træbåd kunne den være noget utæt, når den blev sat i vandet om foråret, jeg fik derfor fat i noget oksetælle hos slagter Lynggaard, som jeg gned op under landene. Det var lidt hårdt for fingerspidserne, men tællen hjalp for en tid.

På trods af to både i familien, siden hen tre, da min bror fik en piratjolle, havde vi ikke mange penge. At sejle var et valg. Derfor har jeg mange gange løbet rundt på havnepladsen efter kasseret sandpapir, som var lidt bedre end det jeg havde. Det blev derfor en svir, da firmaet 3M fik deres domicil på hjørnet af Bådehavnsgade og Borgmester Christiansengade. I deres store affaldscontainere lå ruller med afskær af lækkert kvalitetssandpapir. Alle i klubben havde nu sandpapir i flere år, da vi klunsede det fra containerne. Til sidst blev adgangen desværre lukket, men vi nød godt af det længe.

Vores sejladsområde i Enighed var ikke det mest spændende. Det var en lang tur gennem Kalvebod rende ofte med mange kryds, inden vi kom til mere åbent farvand. Til gengæld blev vi gode til at knibe højde og gå tæt til stenene på dæmningen.

De jævnaldrende unge drenge i Enighed havde selv piratjoller eller andre småfartøjer, men med dem havde jeg et sjovt og aktivt ungdomsliv med masser af sejlads. Forår og efterår havde vi et godt arbejdsfællesskab, der blev slæbt skinner, skubbet både på beddingsvognen og løftet master. Jeg befandt mig godt i dette selskab og knoklede på lige fod med drengene. Når vi afsluttede dagens veludførte arbejde, kunne det være med en enkelt øl oppe under klubbens halvtag, hvor vi også havde vores skabe med maling, værktøj og andre nødvendigheder. I mit skab stod også en skåret kop med rosenmønster. “Pæne piger drikker ikke øl af flasken,” sagde min far.

Dette arbejdsliv om foråret gjorde, at det feminine og pigede var trængt lidt i baggrunden, men så fik jeg et godt råd af en veninde, som kom ned i klubben, klædt i en elegant stram kjole og spidse sko. Drengene summede som bier om honning omkring hende. ” Mary-Ann, du skal være lidt mere hjælpeløs, det kan drengene godt lide.” Det lå nu ikke lige for at agere hjælpeløs.

Tresserne blev også ungdomsoprørets tid. I Enighed var der mange gamle, sure mænd, syntes vi unge, så indimellem havde vi nogle sammenstød. Mit private oprør var i forbindelse med vinterens faste tradition ”SKIPPERAFTEN”, hvor skipperne, dvs. bådejerne, kunne skrive sig på en deltagerliste til gule ærter med øl og snaps samt pandekager med solbærrom. Som skipper og bådejer skrev jeg mig på. Og sikke en ballade der blev, for selvom de gamle var gode til love omkring hunde og hundelorte, ja så kunne det ikke hastes igennem, at kvinder ikke måtte deltage. Så nu mødte jeg op i stram kjole og spidse sko. De gule ærter var brændt på, så den del af fornøjelsen blev lidt blandet. Men jeg nød at have trumfet min vilje igennem.

Sejladser med juniorbåden

J 3 var ikke egnet til kapsejlads, den var ikke klasset og havde kun meget gamle sejl, derudover var der ikke andre juniorbåde i det nærmeste farvand at dyste imod. En enkelt gang deltog jeg i sejlklubbens kapsejlads Amager Rundt, af flere grunde uden den store succes. Det var ulækkert at skulle hænge i farvandet ud for Københavns kloakudløb, vandet var brunt og lugtede fælt, og vi måtte kæmpe os vej gennem mågerne. Jeg lukkede lågen som banens mindste og ældste båd.

Jeg har derimod haft flere gode langture i båden. I 1964 sejlede jeg sammen med min bror i fars kølvand. Min far havde fået den udmærkede ide, at vi skulle sejle til Sønderjylland og Tyskland, da det var 100 året for Krigen i 1864, så turen skulle være ud fra et historisk perspektiv. Søkort til turen arvede jeg fra nogle af de gamle i klubben. Kortene var fra starten af 19 hundrede tallet med indtegnede dampskibsruter. Kortene var egentlig ganske udmærkede og var der ændringer, kunne det hurtigt mærkes. Ud over storsejl og fok havde jeg fået fat på en gammel Seagull påhængsmotor, som indimellem hostede noget, men så fik vi en line fra min far og kom videre.

Vi havde 4 uger til turen, som gik ned over Køge Bugt, Bøgestrømmen, Storstrømmen. Det fynske Øhav over til Sønderborg, hvor den historiske del startede med besøg på Dybbøl Mølle. Dernæst videre mod Flensborg. Nu var det jo gamle søkort og det viste sig, at Flensborg fyrskib var erstattet med et fyrtårn, der stod på hjørnet af selve Kalkgrunden og ikke på helt samme plads som fyrskibet. Det var derfor ikke muligt lige at smutte bagom, så roret måtte hårdt i borde til kommandoen ”klar at vende, læ,” da havbunden viste sig alt for tydeligt.

På turen videre til Schleimünde var der ikke meget vind, så drømmene om en stor båd med flere og større sejl blev udlevet med spilet storsejl, fok og en anden lidt større fok som genua, hvor bomdirken blev brugt som genuafald. Motoren kørte ujævnt og stoppede med jævne mellemrum, men vi nåede da frem og videre op ad Slien til Slesvig, undervejs med ophold ved krigens slagmarker.

Fra Slesvig går sejladsen hjemad mod Sydhavnen igen.

I Enighed, som i andre sejlklubber, havde vi også tradition for pinseture. Hos os gik turen altid til Køge, igen en pæn distance for en juniorbåd. Det var som oftest årets første sejlads, så på trods af slagter Lyngsgårds tælle, var båden temmelig utæt. Det gjaldt derfor om at have en gast med gode overarmsmuskler, for der skulle virkelig pumpes. Til gengæld var belønningen fest og farver i Køge.

Sidste længere sejlads med SPRØJT blev en ferietur i Øresund til de svenske havne i 1966. Båden havde fået ny mast, da den gamle var knækket under efterårets afrigning på grund af råd og J 3 var nu optimeret med skibsur, barometer, skibshund, en kæreste, og en gummibåd på slæb, samt ikke mindst et gammelt oversigtskort over Sundet. Dette kort skulle vise sig at blive ret betydningsfuldt for vores sejlads. Dårligt sømandskab ved læsningen af kortet gør, at vi rammer stenrevet ved Barsebäck. Vi har vind og sø med og prøver først at trække båden tilbage over stenene, men da vi begge er hoppet i vandet for at udføre dette arbejde, har vi en panikslagen hund, som vil ud til os, hver gang båden rammer en sten, og det gør den konstant, samtidig bimler den lille skibsklokke på masten ustandseligt. Til sidst kommer redningsbåden fra havnen ud, og vi bliver gelejdet ind over revet, mellem stenene og ind til havnen.

Båden tager meget vand ind. Om natten ligger vi i vores soveposer på dørken og kan stikke fingeren ned mellem tremmerne. Mærkes der vand, skal der pumpes. Pumpen havde vi anbragt, så den kunne betjenes fra soveposen.

Næste dag måtte vi trække båden op på slæbestedet med håndkraft og reparere den midlertidigt med søm og Farm, noget sort tjærelignende gams. Den var nu mere utæt end nogensinde, og med 8 reb i storen på turen fra Borstahusen på grund af hårdt vejr, måtte der lænses uafbrudt til Svanemøllen for at holde den flydende. Fra Svanemøllen lænsede vi videre til Dragør, hvor vi måtte efterlade båden for at komme lidt til kræfter inden turen rundt om Aflandshage. Resten af den sæson blev der pumpet meget. Efterfølgende måtte der sættes nye kobbernagler og bundstokke i.

Med nye bundstokke, kobbernagler og mast, var båden nu klar til salg

Den 1. juni 1967 blev J 3 solgt til smedemesterens børn i Kulhuse for 4000 kr. Det indkomne beløb blev brugt til et ryatæppe og smarte orange gardiner til mit nye hjem, samt til tomme 8 messingskruer til den båd, der nu skulle bygges.

Selvom min karriere som juniorbådssejler var slut, og en ny epoke som frue starter i august, slipper jeg ikke mit sejlerliv. Først en folkebåd, dernæst Bianca 27, Kaskelot, Yngling, Bianca 111, Comander 31, fast kapsejladsgast på en 6-meter og nu en Drabant 38.

Min far ville give mig en god og sund fritidsinteresse, det har jeg fået. Og på trods af, jeg hastigt nærmer mig de firs år, håber jeg at fortsætte mange sømil endnu.

Mary-Ann

Redaktionen har bedt Jesper og Anette om at fortælle om deres første tur til den svenske vestre skærgård. Vi håber, at beretningen inspirerer andre til at besøge Skærgården.

Jesper og jeg deler rollen som kaptajn på vores båd, White Pearl, fischer 30, eneste besætningsmedlem er vores skibshund SIF. 

I forbindelse med vores første på sejlads til den svenske vestre skærgård, nord for Gøteborg, besøgte vi Gustafsberg.  

Havnen er ganske lille, men har en fin gæstebro.

Vi havde 5 uger i alt på vores tur til skærgården og med blå himmel og sol det meste af tiden, havde vi en uforglemmelig tur, med mange maleriske fotos fra skærgårdsøerne. Men Gustafsberg skilte sig ud fra, hvad vi ellers oplevede. 

Vi sejlede faktisk direkte ind i et mindre museum. Historien om Sveriges første baderesort, går helt tilbage til 1600-tallet – start 1700-tallet.  

Kong Gustav den 3. kom her og stedet har fået navn efter kongen. 

Her kom Societeten (overklassen). og tog helsene bade og drak brunn (kildevand). I dag ejes en stor del af jorden og 36 af husene, af en stiftelse, som driver hotel i 3 af de gamle huse i sommerperioden.  

Det gamle baderesort ligger helt ned til vandet og er i dag omdannet til vandrehjem, også ejet af stiftelsen, men et enkelt af baderummene er bevaret. 

Fri adgang til gæstebroen og adgang til vandrerhjemmet.

Faciliteterne på vandrerhjemmet kan frit benyttes af gæstesejlere og der udleveres også nøgle til separat bygning med køkken og spisesal med fantastisk udsigt over havnen.

Det lykkedes os i øvrigt aldrig at få lov til at betale for at ligge der, selv om vi temmelig ihærdigt, spurgte både på vandrehjemmet, lokale folk (de havde aldrig hørt om at man skulle betale for at ligge ved gæstebroen) og søgte info på havnens hjemmeside. 

Sveriges første kostskole for forældreløse drengebørn fra fattige kår ligger også her. Skolen blev bygget og drevet af midler fra købmanden og skibsejeren Anders Knape og hustru, fra Uddevalla. Parret var barnløse og donerede deres formue til opførelse af skolen. Foran skolen, har tidligere elever i 1876 opsat og betalt for en flot bronze buste af Anders Knape Hansson ” I taknemmelighed”, 90 år efter hans død i 1786. 

Der er en flot træpromenade bygget langs kysten ind til Uddevalla. Vi gik turen ind til Uddevalla og retur.  

  Vi fik set lidt på de historiske huse i Gustafbergs stiftelsen. Ved de fleste huse, er opsat infotavler om huset og dets historie. Mange af husene er beboet og lejes ud af stiftelsen. Hotellerne står ret så originale, med bl.a. skæve bemalede trægulve og gamle møbler. Dog så sengene ud til at være af nyere dato. 

Der er mange gode historier at fordybe sig i. F.eks. om lægen Älström, som kom ud på stedet, på sygebesøg fra Uddevalla. Han betalte selv for medicinen, hvis patienten ikke havde råd. Ved lægens pensionering i 1878, fik han sig en overraskelse. Han fik udleveret nøglerne til en feriebolig, som venner og tidligere patienter havde bygget til ham.  Huset ligger der endnu. 

Der er gode muligheder for havbad fra badebro, et lille stykke fra havnen. Badevandstemperaturen var helt oppe på 22 grader i august måned.  

 Lige ned til havnen, ligger Cafe Snäcken (med både morgenmad, frokost og aftensmads servering). Som bonus info, må hunden gerne komme med ind på restauranten. 

Vi tilbragte nogle dejlige og spændende dage i meget smukke omgivelser. Husene ligger omgivet af meget smuk og parklignende natur. Der blev holdt stort bryllup på en restaurant, hvor vi i parken, fandt kilden med det helbredende vand, som hele stedet er bygget op omkring.  Kilden var i en lille fin pavillon. Og selvfølgelig skulle vi begge have et glas af dette fantastiske lægemiddel. Det smagte af……………..vand. Men alle kan gå ind i den lille pavillon og drikke alt det man lyster. Hvis man tror på det, så virker det!

De bedste sejler hilsener fra Jesper og Anette, ”White Pearl”.